Finn Thorbjørn Hansen
Ph.d, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og formand for Dansk Selskab for Filosofisk Praksis
Velkommen til min hjemmeside. Her vil du kunne orientere dig lidt i den forskning og de konkrete foredrags-, konsulent- og kursussaktiviteter jeg har gennemført om filosofisk vejledning, sokratiske dialoggrupper og om dette at leve det filosofiske liv.
Det græske ord philo-sophia betød oprindelig kærlighed til eller længsel efter visdom. I dag vil mange umiddelbart forbinde filosofi med fagfilosofi og højteoretiske spekulationer og svære skriverier. Det er det også. Men det er meget mere end det. Som filosoffen og digteren Henry David Thoreau engang skrev: “I dag har vi mange filosofiprofessorer men ingen filosoffer!”. Vi har i dag stort set glemt, hvad filosofi forstået som en praktisk øvelse i nærvær, visdom og skønhed er. Men længslen efter dybde, langsomhed og et liv med større meningsfuldhed, integritet og skønhed er ikke glemt. Tværtimod har vi i vores oveflod af velfærd og effektivitet fået øje på, at der er noget, der mangler.
Filosofisk vejledning og de sokratiske dialoggrupper, som i dag er ved at blive en udbredt disciplin og praksis inden for uddannelses-, social- og sundhed–området såvel som indenfor erhvervsliv og Human Ressource Development, er mulige veje at gå, når man ønsker at arbejde med den eksistentielle og værdi–mæssige side af tilværelsen. Både når det gælder arbejdsmæssigt og når det gælder ens privatliv.
Filosofisk vejledning er ikke terapi eller en ny mentalhygiejnisk teknik til at løse personlige problemer eller blive mere effektiv. Filosofisk praxis er lidt højstemt sagt en lovprisning af langsomheden, af nærværet (Væren) og af længslen og kærligheden efter at tænke over og leve efter, hvad det Sande, det Gode og det Skønne er. Livet er - heldigvis - langt mere end hvad vi videnskabeligt kan påvise eller socialt konstruere gennem vores sprog og kultur. Det er et grundlæggende mysterium og et “Du”, som også taler til os, hvis blot vi forstår at være stille, lyttende og undrende nok.