Lidt historie:
Den sokratiske dialoggruppe er en filosofisk praxis, der har sine rødder tilbage til Sokrates men finder sin moderne form
gennem den tyske pædagogiske filosof Leonard Nelson, der begyndte at udvikle denne gruppeorienterrede filosofiske praxis i
1920-erne. Siden har også denne praxis-form udviklet sig i forskellige lande, særlig Tyskland, Holland og England, og kan også siges i vor tid at bestå af to forskellige tilgange: en rationalistisk (neo-kantiansk) og eksistentiel tilgang. Også denne praxis benyttes inden uddannelsesområdet, social- og sundhedssektoren samt organisationsudvikling og erhvervsliv.
I Danmark blev den første gang afprøvet i 1999 gennem et større udviklingsprojekt støttet af Undervisningsministeriet og ledet
af undertegnede. Jeg er blevet optrænet både indenfor den tyske og hollandske tradition. Man kan finde principperne bag
den sokratiske dialoggruppe beskrevet i min bog Den sokratiske dialoggruppe (Gyldendal, 2000), Heidemann, m.fl.
Værdiafklaring og selvevaluering på de frie kostskoler (DPUs forlag, 2001) samt i en større artikel ”Pædagogik som en filosofisk
praksis” i Etik og Dannelse i skolen (Gyldendal, 2006) også af undertegnede.
På Danmarks Pædagogiske Universitet har jeg siden 2004 udbudt efteruddannelseskurser for begyndere, for øvede og for avancerede til henholdsvis seminarielærere, sygeplejelærere, filosoffer og idehistorikere, gymnasielærere, konsulenter, uddannelsesledere, præster og uddannelsesvejledere. Derudover har jeg også siden 2000 stået for interne og skræddersyede kurser i sokratisk dialoggruppe for forskellige uddannelses- og sundhedsinstitutioner, biblioteker, fagforeninger, højskoler og efterskoler, AOF, præsteforeninger og vejledningsforaer.
For udtalelser fra deltagere på kurser om sokratisk dialoggrupper, se “Foredrag og kurser”.
Hvad er en sokratisk dialoggruppe?
Den sokratiske dialoggruppe er en mulig måde at træne sig i at blive mere bevidst om de værdier og “livsmeninger”, man måtte have som enkelt person eller som gruppe, samtidig med at det opøver deltagernes evne til at “stå i det åbne”.
Målet for den sokratiske dialoggruppe er at skabe et undringsfællesskab, hvor intet fra starten bliver taget for givet, men hvor man gennem en eksperimenterende, spørgende, famlende og filosoferende samtaleproces, bliver mere afklaret på egne livsværdier og ens fagprofessions begreber og værdier samt ikke mindst en større bevidstgørelse om de mange forskellige tolkninger og værdier, som ens kollegaer måtte have om det undersøgte begreb eller spørgsmål.
I sin grundstruktur er metoden bag den sokratiske dialoggruppe meget enkel. Ud fra et overordnet tema vælges et nøglebegreb og et nøglespørgsmål, som man vil fordybe sig i. (Fx. “Hvad er dannelse?”).
Dernæst skal deltagerne hver især finde et selvoplevet eksempel eller begivenhed fra deres liv, som de mener (intuitivt) kan besvare dette spørgsmål og fortælle det til gruppen (Fx. “Engang jeg var i Det kongelige Teater, så jeg til min store overraskelse en hjemløs, jeg ofte støder på, når jeg går på arbejde. Han var fuldstændig optaget af det, der skete på scenen. Den oplevelse gjorde mig rigtig glad, og på en eller anden måde tror jeg, det har noget med dannelse at gøre”).
Gruppen skal da i fællesskab reflektere over, hvilket af disse eksempler, der er det bedste/mest inspirerende til at illustrere/arbejde videre med nøglespørgsmålet. Derved opstår der flere perspektiver og synsvinkler på det pågældende spørgsmål, men da målet er at nå frem til en enighed om, hvilket af de givne eksempler, der skal bruges, fremmer det også et undersøgende fællesskab og en etisk samtalekultur, der når videre end den blotte meningsudveksling og meningsmarkering (og kreativ brainstormning og åben associationstænkning!).
Når eksemplet er valgt, er næste fase at finde frem til et fælles hovedudsagn (en mere generel almen definition på), der besvarer nøglespørgsmålet. Når hovedudsagnet er formuleret, er det dernæst gruppens opgave at forholde sig kritisk og filosoferende i forhold til den argumentation og de begreber, selvfølgeligheder og præmisser, der forudsættes i argumentationen om x (“dannelse”).
Ved denne filosoferen blotlægges skridt for skridt deltagernes mere grundlæggende antagelser (menneskesyn, virkelighedsopfattelse), hvad man kort kunne kalde deltagernes værdigrundlag.
Den sokratiske dialoggruppe ender da processen ved at forholde sig kritisk spørgende til disse grundantagelser og derfra at revidere og videreudvikle hovedudsagnet. Som med Sokrates er det ofte her, at der opstår en “forvirring på et højere niveau”, hvor man grundlæggende undres, og som ægger til nye spørgsmål, til ny filosoferen. Eksempelvis da lederen for biblioteksstyrelsens børnekulturkonsulenter i slutningen af processen nåede ned til hendes grundantagelse om, at god børnekultur har med livsglæde at gøre og dernæst blev mødt med spørgsmålet: “Men hvad er livsglæde egentlig?”, da udbrød hun efter en periode med tavshed og med et stort smil og forundring: “Det, det har jeg ikke noget svar på!??! Kunne vi ikke starte en ny sokratiske dialoggruppe med spørgsmålet “Hvad er livsglæde?”!”
I sin grundstruktur er metoden altså enkel, men udførelsen kræver, at man overholder visse sokratiske dyder og regler og kan benytte sig af forskellige sokratiske spørgeteknikker, som man må tilegne sig med tålmodighed og gennem praksis.
Sokratiske spilleregler:
En tommelfingerregel for den sokratiske dialoggruppe kunne kort beskrives vha. følgende syv punkter:
1. Tænkt selv! - Hver deltager må kun fremlægge sin egne overvejelser. Det er forbudt at henvise til autoriteter på området eller til såkaldt empiri og statestikker.
2. Tænk åbent og eksistentielt! - Temaet skal hentes fra det konkrete liv og derefter undersøges ud fra et almenmenneskeligt abstraktionsniveau. Og det skal stamme fra deltagernes eget liv og være eksistentielt vedrørende for deltagerne. Spørgsmålet skal være af fundamental karakter og sætte noget på spil for deltagerne.
3. Tænk sammen og i forlængelse af hinanden! - Processen forløber skridt for skridt og logisk fremadskridende med deltagelse af flest mulige deltagere.
4. Hjælp hinanden til at holde den røde tråd! - Den egentlige forståelse og dialog mellem deltagerne omkring sagen har større prioritet end at nå hurtigst muligt frem til et resultat. Alle deltagerne bestræber sig på begrundelser, som alle kan være enige i.
5. Lyt, vis tillid og vær tålmodig! - Lyt efter, hvad der ikke er blevet sagt. Pas på nonverbale såvel som verbale udtryk, der kan forstyrre eller forhindre en åben og uddybende samtale (fx. hovedrysten, etc. og udtryk som fx. “Jamen Bente du kan da vel nok se, at...”, “Det er sådan, at....”)
6. Sæt dig selv på spil - Spørg hele tiden til dine egne grundantagelser og selvfølgeligheder. (Den nok vigtigste evne til at kunne filosofere og undre sig!)
7. Stræb efter konsensus men begrundet uenighed er i sidste instans også i orden. (Jvf. K.E. Løgstrups udsagn om “At affinde sig med pluralisme er åndelig dovenskab!”)
En langt mere udvidet beskrivelse af den sokratiske dannelsesproces og hvilke retningslinier og “dyder” man bør forsøge at lære sig, finder man dels i Sokratisk dialoggruppe (Gyldendal, 2000), Etik og dannelse i skolen (Gyldendal, 2006) og særlig udvidet form i bogen At stå i det åbne. Pædagogik som en filosofisk praksis (Hans Reitzels forlag, der forventes publiceret medio 2007).
Hvad får man ud af at deltage i en sokratisk dialoggruppe?
Klik på “udtalelser” for at høre evalueringer fra forskellige målgrupper, der har oplevet og deltaget i en sokratisk dialoggruppe.
Efter en sokratisk dialoggruppe vil deltagerne have fået:
a) en dybere indsigt i det valgte spørgsmål
b) indsigt i kollegaernes grundlæggende syn på emnet og de værdier og antagelser, som de tænker ud fra
c) en oplevelse af hvad det vil sige at filosofere og “stå i det åbne” samt at tænke sammen på en kvalificeret måde (skabelsen af en etisk samtalekultur for værdiafklaring)
d) nået frem til en større konsensus og afklaring omkring, hvilke værdier og nøglebegreber de i deres profession ønsker at have som fælles grundlag - hvilket bl.a. er en forudsætning for teambuilding og opbyggelse af fælles værdiprofil
e) forbedret evne til formidling fordi man nu har lært et større antal betydninger og tolkninger i forbindelse med undersøgelsen af et bestemt begre/emneb og dermed også en forståelse for andre tilgange og måder at forstå dette begreb eller emne på.
f) en fornemmelse og sans for, hvad dannelse er, og hvad det vil sige at stræbe efter visdom og ikke blot viden og kompetenceudvikling.
Og måske også
g) en grundlæggende oplevelse af større nærvær og livsglæde - som f.eks. HR-konsulenten, der efter en sokratisk dialoggruppe med sine kollegaer begejstret skrev i en email til mig efter kursusdagen:
“Jeg har netop fået Dortes referat om vores proces, og det ser ud til, at hun også har været glad og opstemt efterfølgende. Jeg for min del var så glad, da jeg kørte hjem, at jeg flere gange var ved at køre over for rødt. Om metoden ud over glæden ved at have gennemført og filosoferet over et spændende emne også giver livsglæde, ja, det undrer jeg mig over. Jeg kunne ikke skille det fra hinanden, da jeg cyklede hjem – altså glæden over processen og glæden ved mit liv.”
Klik videre til Filosofisk vejledning, Filosofiske salon, Community of Inquiry eller Philosophical Companionship
Metoden bag den sokratiske dialoggruppe
