Denne form for filosofisk praxis er en nyudvikling inden for den filosofiske vejledningsbevægelse. Målet er at mødes om egne erfaringer og problem–stillinger vedrørende dette at leve et filosofisk liv med etisk selvomsorg. Meget er skrevet om dette, men en ganske anden udfordring og øvelse er at gøre det. At få disse tanker og ideer om det filosofiske liv gjort til kød og blod, til en indflydelse på ens hverdag.
Filosofi er - når det er bedst - en praktisk øvelse i nærvær. Det er at kunne tænke fra en levet erfaring og grebethed i livet, og af den vej tune sig ind på, hvad det er, der bærer vores tilværelse og oplevelse af livsfylde, meningsfuld–hed og skønhed.
Ideen om Philosophical Companionship kom fra den israelske filosof og filosofiske vejleder, Ran Lahav. Hvor han tidligere har været optaget af, hvordan man kan anvende fagfilosofien og dens teorier og metoder til at tale om hverdagen og dens tavse antagelser, så begyndte han i 2006 at orientere sig anderledes. En teori kan nemlig også og ofte lukke af for at komme i dialog med verden som sådan. Derfor søgte han nye veje for filosofisk vejledning af mere kontemplativ karakter. Hvorledes kan jeg blive bedre i stand til at blive så stille og lyttende, at jeg kan høre “livets stemmer” og ikke blot min egen tankekværnen? Gennem forskellige kontemplative øvelser forsøgte han og hans vejledningssøgende at blive bedre lyttere til livet eller væren selv.
På mange måde kan Ran Lahavs aktuelle tænkning om filosofisk vejledning, der tidligere var inspireret primært af analytisk filosofi, ses som en åbning imod kontinentalfilosofien og især den filosofiske hermeneutik og eksistentielle fænomenologi, som f.eks. Gadamer, Marcel og den sene Heidegger repræsenterer.
Når f.eks. Heidegger skriver: “Tænkningens sigen bliver tavs, når den ikke formår at sige det, der må forblive usagt”, så er det en pegen hen mod grænserne for den analytiske, systematiske og diskursive refleksion. Tænkning derimod, i Heideggers forstand, er en ganske anden form for lytten til væren selv, en Gelassenheit, dvælen ved tingene selv - så tingene eller sagen selv bliver talende. “At tænke er at takke” skriver Heidegger også, og det er denne tagen imod og gøres sig åben og væren ærbødig og taknemmelig for det, der bliver os givet i sproget og i mødet med væren eller livet selv gennem engageret deltagelse i livet, som også Ran Lahav har fået blik eller bedre: sans for. (omend det bør siges, at Ran Lahav ikke selv refererer til Heidegger eller filosofisk hermeneutik og eksistentiel fænomenologi). Se hans refleksioner over kontemplativ filosofisk vejledning og de øvelser han benytter på: www.ranlahav.net .
Philosophical Companionship handler om at mødes i en mindre gruppe for at hjælpe hinanden til at blive en bedre filosofisk lytter og til at leve et filosofisk liv i ens hverdag.
Jeg blev i august 2006 inviteret - ligesom ni andre førende filosofiske vejleder i forskellige lande som USA, England, Israel, Spanien, Norge, Tyskland - til at deltage i det første netværk i Philosophical Companionship. Siden da har vi ugentligt over nettet sammen videreudviklet på tankerne omkring og konkret fra vores hverdag udvekslet erfaringer om, hvordan man i praksis kan gøre det. Vi har bl.a. talt om at være “vidner” for hinandens forsøg på at leve et filosofisk liv, og hvilke konkrete praktiske øvelser og måder at handle og tænke på, der kan blive benyttes til at blive mere nærværende og opmærksom på den “væren-i-verden” og “væren-med-andre” som jeg er indlejret i. Spørgsmål som: Hvad er forskellen på “det filosofiske liv” og f.eks. “det religiøse liv”, “det psykologiske selvrealiserings liv”, “det pragmatiske og nytteorienterede liv” eller “det ideologiske liv”? Hvad vil det i grunden sige at tænke fra en levet erfaring? Hvad er en erfaring egentlig? Og hvilke former for erfaringer, skal vi særlig være lydhøre over for, når vi vil leve et liv med større integritet, visdom og skønhed? er spørgsmål der naturligt dukkede op undervejs og som der fortsat reflekteres over og fra.
Et vigtigt videre skridt var, da vi i starten af januar 2007 mødtes på et kloster i Firenze for at praktisere kontemplative øvelser i filosofisk vejledning og samtale om hvad vi hver især og sammen forstår ved filosofisk vejledning, og hvad der undrer os og særlig er os på sinde.
De erfaringer jeg her har gjort mig og fortsat vil gøre, mener jeg også kan være gavnlige for andre, der på tilsvarende vis ønsker at få en dybere forståelse af at lade filosofien få en større betydning for ens levede hverdagsliv.
Jeg kan kontaktes i den forbindelse, hvis man ønsker hjælp og supervision i forbindelse med etablering af en sådan gruppe af “ filosofiske ledsagere”.
Philosophical Companionship
