“Det højeste, et menneske kan nå, er forundringen, og når Urfæ–nomenet hensætter én i forundring skal man være tilfreds. Noget højere kan det ikke give én, og noget yderligere skal man ikke søge bag ved det. Her er grænsen; men menneskene har i reglen ikke nok i synet af urfænomenet. De tror, det fører videre, og de ligner børnene, som, når de ser i et spejl, straks vender det om, for at se, hvad der er på den anden side.”
Johann Wolfgang Goethe, ”Samtale med Eckermann”
18. februar 1829.
“Og dog føles dét, der udefra ikke ligner andet end end lammelse, som det højeste stadium af at være i live”
Hannah Arendt, “Tænkning og moralske overvejelser”, 1971.
AT filosofere er at blive hensat i en sådan grundlæggende forundring, som
Goethe ovenfor beskriver og opleve den handlingslammelse, som en sådan
forundring kan bringe en i. Men som Arendt også skriver, så er denne form
for lammelse - eller langsomhed - måske den mest aktive og højeste form
for væren et menneske kan bringes i. Den filosofiske praxis er rum for en
sådan forundring, som man inviteres ind i sammen med den filosofiske
vejleder. (se nederst for konkrete tilgange til filosofisk praxis)
Lad mig uddybe dette:
Der er som bekendt en grundlæggende forskel på kunstterapeuten og den
gode aktivt udøvende billedkunstner. Hvor den første bruger kunsten som et
middel til at behandle andre mennesker, er kunsten og den kunstneriske
skabelsesproces en værdi i sig selv for kunstneren.
Det afgørende er, at hvis man vil forstå hvad kunst er, og hvordan man kan
skabe god kunst, så kan man ikke gå til kunsten ud fra en mål-middel-
tilgang. Hvis kunsten blot bruges som et middel for noget andet, vil man
aldrig få fat i, hvad kunst er.
Det samme gælder en række af livets andre vigtige forhold og livsfænome–
ner så som venskabet, kærligheden, tillid, legen eller oplevelsen af skønhed
i naturen.
Hvis vi f.eks. benytter venskabet som et strategisk middel til at opnå noget
andet, så perverterer vi som bekendt venskabet. Det lægges øde. Venskabet
er snarere en begivenhed og et værensrum eller livsytring, som der sker med
os og som vi kan åbne os for og træde ind i. Men det er ikke noget, vi kan
planlægge, kontrollere eller beherske - som vi behersker et værktøj.
Vi kan højest forsøge at drage omsorg for det og gøre os åbne for det.
Når det gælder de eksistentielle livsfænomener - det, vi oplever og erfarer
som det egentlig meningsgivende i tilværelsen - så opdager vi, at det ikke er
noget, vi kan magte eller kontrollere og benytte indenfor en formålsrationel
tilgang. Disse fænomener står og vil for altid stå som grundlæggende
mysterier for os. De er ikke problemer eller klart definerede og forklarlige
fænomener, men noget dybt gådefuldt i menneskets tilværelse.
Når vi således er problem-, resultat- eller procesorienterede (hvor vi mao.
har et klart forudbestemt billede på, hvad det er vi vil opnå), så lukker vi af
for muligheden for at erfare sådanne eksistentielle livsfænomener eller
livsytringer.
Aristoteles har et begreb for den slags begivenheder og aktiviteter, som er en
værdi i sig selv. Han kalder det for praxis. Praxis betyder i modsætning til
praksis, at det man gør er en værdi i sig selv og ikke et middel til noget
andet.
Filosofisk praxis er derfor en værdi i sig selv - nemlig den praxis at
filosofere over og fra det liv, vi lever her-og-nu og at bringe menneske–
hedens erfaringer og store filosoffers, litteraters og kunstneres tanker og
stemtheder i resonans med den horisont, hvorfra man p.t. tænker og lever.
I den filosofiske praxis ønsker man at gøre sig åben og træde ind i et ægte
undringsfællesskab og stræben efter visdom gennem en samtale og
refleksionsform, der tænker fra en levet erfaring, grebethed eller berørthed.
Det er først, når vi lytter til disse eksistentielle “Urfænomener” i menne–
skets tilværelse og bringes i forundring, at der er tale om en filosofisk
praxis.
Det var det, Sokrates havde til formål at gøre - som bl.a. Søren Kierkegaard
og Hannah Arendt fortæller os. Med hans muntre kritisk-ironiske spørgen og
dialektiske undersøgelser fik han i første omgang bragt os i en grundlæg–
gende forvirring (apori) over det vi hidtil havde tænkt. Med hans
vedvarende spørgen til vores grundantagelser gled denne forvirring over i en
dybereliggende forundring (thaumadzein) over den tilværelse, vi er en del
af. Tavsheden, som denne forundring bringer os i, blev dernæst en dør til en
tænkning og erfaring, som kun kan gøres gennem en kontemplativ og
lyttende tilgang. Det er, når man erfare, hvad det vil sige at tænke fra en
sådan lytten og grebethed, at man begynder at forstå, hvad en filosofisk
praxis er.
I dag findes der mange forskellige traditioner i filosofisk praxis.
Jeg skal nævne fem:
Til hver af disse filosofiske praxis-er knytter sig en særlig historik og
tradition samt aktuelle tilgange.
For beskrivelse af disse klik på hvert punkt.
Stavanger i 2005 i forbindelse med foredraget “Bibliotekaren som dannelsesmentor”
Hvad er filosofisk praxis?
